Skip to main content

Referat 2018

Silkeborg Cykle Ring Motion
Ordinær generalforsamling
Mandag den 5. november 2018

Mandag den 5. november 2018 kl. 19 afholdtes ordinær generalforsamling i Silkeborg Cykle Ring Motion.
Generalforsamlingen afholdtes i Jysk Arena, Silkeborg.

Dagsorden ifølge vedtægterne:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af formand: På valg Søren Lerche
7. Valg af bestyrelsessuppleant
8. Valg af revisor og revisorsuppleant
9. Eventuelt

Formand Søren Lerche bød velkommen og takkede for fremmødet. Der var 58 stemmeberettigede medlemmer
til stede.

Ad 1: Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Peter Rudbæk, som blev valgt.
Peter takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt varslet ifølge klubbens
vedtægter.

Ad 2: Bestyrelsens beretning for det forløbne år
Formanden aflagde følgende beretning for det forløbne år:
"Det er igen en stor glæde at aflægge beretning, igen efter et godt år fuld af aktivitet, masser af cykelglæde og
cykelaktiviteter. Vejret har vi ikke kunne klage over; vi har hele sommeren følt os henført til sydlige
himmelstrøg.

  • Medlemstallet er steget lidt; vi har i dag 241 medlemmer i klubben, hvilket er en stigning på 12. Jeg vil
    her nævne, at ud af de 241 medlemmer, er der 23 kvindelige medlemmer.
  • Aktivitetsudvalg Udvalget har igen i år haft mange spændende aktiviteter på programmet, det har vi
    alle haft stor glæde af i løbet af sæsonen. Her kan bl.a. nævnes spændende klubaftener og tilbud om
    deltagelse i forskellige motionsløb, hvor klubben betaler 50 % af tilmeldingsgebyret.
    Aktivitetsudvalget består af Michael Taisbak, Leo Lauritzen, Flemming Schmidt og Claus Bo
    Sørensen; tak til jer for nogle rigtig gode tiltag.
  • WOMEN ONLY Nyt tiltag i år har været oprettelse af et cykelhold kun for kvinder SCRM WOMEN
    ONLY. Holdet har kørt onsdag og lørdag med stor succes hen over sommeren. Holdet har haft en
    hård kerne på cirka 20 deltagere. I alt har der været en gruppe på cirka 60 - 70 potentielle
    medcyklister. Der er kommet mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne. Vi håber, at det kan
    give endnu flere kvinder som medlemmer i klubben.
    Jeg vil ikke komme nærmere ind på dette emne, da Gitte og Christian vil fortælle flere detaljer
    omkring emnet her, efter generalforsamlingen.
    En stor tak til Gitte og Christian, samt teamet, der har været med som hjælpere.
  • Opdeling af hold til træningsaftener tirsdag og torsdag har igen i år fungeret rigtig godt; holdene
    har været gode til at samle sig og komme afsted til tiden, ligeledes er der ikke kørt hold afsted som
    var for store. Vi ændrede i år start tidspunktet fra kl. 17.30 til kl. 18.00. Der har desværre ikke været
    det store fremmøde, som vi har set, da start tidspunktet var kl.17.30.
    Hold 4 har ikke fungeret godt; der har faktisk ikke eksisteret noget hold 4. Det er lidt ærgerligt, at
    klubben ikke længere har et hold, der kan byde nye medlemmer velkommen, eksempelvis de friske
    piger fra WOMEN ONLY, som kunne tænke sig at cykle med klubben.
    Disse ting vil blive drøftet på et senere tidspunkt på en klubaften.
  • Opstart MTB Som noget nyt blev opstarten af MTB sæsonen arrangeret hen over en weekend. Her
    blev der inviteret til at køre på et spor i Rebild, overnatning samt dejlig mad var på Comwell Hotel
    Rebild Bakker. Et fantastisk godt arrangement. Tak til Michael Taisbak og Leo Lauritsen.
  • Stjerneløb på MTB i Vesterskoven d. 25.november, et sjovt og spændende løb. Der var mødt rigtig
    mange medlemmer op, og alle havde en sjov og hård dag på deres MTB. Tak til BH Rengøring, for at
    han ville sponsere pølser + div. ved pølsevognen, og stor tak til Karsten Thisgaard for at han igen ville
    arrangere dette sjove arrangement.
  • Silkeborg MTB blev afviklet søndag d. 18. marts – der var udsolgt flere uger før sidste
    tilmeldingsfrist. Løbet blev afviklet i rigtig godt vejr. Igen i år gav løbet et rigtig pænt overskud;
    dette vil Søren Nystrup komme ind senere i aften.
    Uden den kæmpestore indsats fra alle de mange frivillige hjælpere ville det ikke være muligt at
    afvikle dette løb på så professionel en måde, som vi gjorde. Vi har efterfølgende fået rigtigt meget
    ros fra mange af deltagerne.
    En stor tak til alle hjælpere, ja der var faktisk 75 medlemmer/ægtefæller/børn med til at få dette
    store arrangement til at forløbe så perfekt.
    Tak til MTB udvalget, som består af Jan Rod, Henrik Sørensen, Søren Nystrup og Jannik Ahlgrim for
    det kæmpe arbejde, I har udført.
    Også en stor tak til PerB for lån af de varebiler, vi har brugt til vores MTB løb.
  • Opstart landevej, med start fra spejderhytten Nøjkærhus i Virklund. Vi cyklede en dejlig tur på ca.
    50 km. og returnerede herefter til spejderhytten. Her havde aktivitetsudvalget tændt op i grillen, og
    der blev budt på grillpølser med det hele og sodavand og øl. Der var rigtig mange medlemmer, der
    var mødt op denne dag. Et dejligt nyt tiltag, en rigtig hyggelig opstart i godt vejr.
    Tak til Flemming Schmidt.
  • Mallorca klubtur 12. maj-19. maj. Vi var 42 medlemmer med på denne tur; vi havde nogle fantastiske dage, med gode cykelture i bjergene og utroligt godt vejr alle dage. Vi boede på det samme hotel som året før, og det levende igen helt op til vores forventninger. Noget, vi lægger stor vægt på, er maden, og den kunne vi ikke klage over, her var alt, hvad vi kunne ønske os. Der blev opdelt i 3 hold hver dag; der blev cyklet gode ruter, som var lavet inden turen.
    I år skal der lyde en tak til Morten P og Erik Rødkær Pedersen; de havde påtaget sig jobbet med at køre vores cykler hjem fra Mallorca.
    Tak til Søren Nystrup, som havde arrangeret turen særdeles godt. Også en tak til Flemming Nielsen og Søren Lerche, som havde lavet de ruter, vi cyklede.
  • Aarhus Cykelbane 27. maj. Der blev cyklet ud til Aarhus Cykelbane fra Silkeborg. Her blev der ”sadlet” om til banecykler. En SUPER god dag.
    Citat: Sjovt at prøve kræfter med banen - puha hvor benene kunne syre til. Første disciplin var omgang på tid - hurtigste kørte de 333 m rundt på 23 sek. Det er meget anderledes, men en god oplevelse.
    Citat: Et gear, ingen bremser og ingen frikrans. Ikke lige min spidskompetence. Men en fornøjelig tur.
    Jeg skal lige tilføje her, at timerekorden ikke blev slået.
    Tak til Michael Taisbak.
  • Harzen-turen klubtur 2.-5. juni, var i år igen en stor succes. Vi var ca. 24 deltagere. Hotellet i
    Braunlage, hvor vi boede, diskede atter op med sædvanlig god forplejning.
    Vi kørte ud i 2 hold, vejret viste sig igen i år fra sin allerbedste side, vi havde perfekt cykelvejr alle 4
    dage, korte ærmer og korte ben.
    Igen i år kørte Anne Marie depot-/tilkaldebil Hun mødte os på ruten hvor vi holdt frokost, med
    vores madpakker, drikkevarer, kaffe, chokolade og ikke mindst hjemmebagte energibar.
     Stor tak til Anne Marie.
    En stor tak til Bodil Ulsøe og Søren Lerche for det store arbejde, de har udført med at arrangere
    turen og lægge ruterne.
  • Hærvejsløbet. I lighed med sidste år havde SCRM igen påtaget sig ansvaret for Hærvejsløbets rute
    fra Vrads til Kragelund, samt depot ved Funder Skole. Starten for 50 km-ruten fra Silkeborg til
    Viborg var også i år placeret i Funder.
    En stor tak til Jørn Hansen, for at han igen ville påtage sig ansvaret som tovholder her, og jeg ved, at
    han har brugt rigtig meget tid planlægningen.
    Det krævede mange hjælpere; omkring 38 medlemmer fra SCRM var så venlige at tilbyde deres
    hjælp. Tak til alle hjælpere.
    Alt forløb, som det skulle, og vi fik stor ros fra både DGI og deltagere i løbet.
    Klubben har haft en rigtig fornuftig indtægt på at gå ind i dette projekt; Søren Nystrup vil komme
    ind på det senere i aften.
    En stor tak til Jørn Hansen, som har været tovholder i 5 år.
    Klubben har valgt at stoppe med at stå som arrangør af ruten Vrads/Kragelund; stafetten er givet
    videre til Funder GIF.
  • Hjælperfest blev afholdt den 14. september. Som tak til de mange hjælpere, som har ydet en
    meget stor indsats til alle vore arrangementer i år, blev der igen afholdt en stor fest.
    Festen var som tidligere år; vi sejlede fra havnen med Mågen og blev her budt på en helt fantastisk
    middag fra Kælderslagteren, med alt hvad der hører til. Efter 4 timer med god mad/øl/vin og godt
    sejlvejr returnerede vi til havnen igen.
    Tak til Mette og Jan Rod for det flotte og rigtig hyggelige arrangement.
  • Ruteudvalget har igen i år planlagt en masse gode og varierede ture for os. Igen i år var der
    intervalkørsel om tirsdagen, dvs. der blev delt op i hold, som ønskede at køre interval, og hold, som
    ikke ønskede det.
    Tak til Ole Papsø, Jørgen Bo Vierli og Georg Pape.
  • Webmaster Flemming Nielsen, vi er meget glade for dit store arbejde. Du er altid klar til at løse de
    problemer, som opstår i forbindelse med hjemmesiden.
  • Træningslejren i Fjeldsted På falderebet også en stor tak Mikael Taisbak og Karsten Thisgaard
    takket for træningslejren til Fjeldsted. Her var ca. 20 deltagere, og det var en superfin tur med gode
    ruter og god mad.

Jeg vil gerne på bestyrelsens vegne sige tak til alle medlemmer for meget flot fremmøde til alle
arrangementer, og ikke mindst til vores tirsdag/torsdag træningsaftener i denne sæson. Jeg håber på at
næste sæson bliver lige så god."

Dirigenten takkede formanden for beretningen, som herefter godkendtes.

Ad 3: Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Kasserer Søren Nystrup gennemgik det fremlagte regnskab i detaljer og orienterede om, at vi inden for kort
tid får placeret et beløb i et andet pengeinstitut til sikring af indeståendet. Derefter var der lejlighed til at
stille spørgsmål til regnskabet.
Regnskabet blev godkendt.

Ad 4: Behandling af indkomne forslag
Der var indkommet et forslag fra tøjudvalget:
I forbindelse med at vi er ved at lægge sidste hånd på vores kommende klubtøj fra 2019 og 4 år frem, vil
tøjudvalget godt have mandat til over perioden at bruge op til kr. 600.000 af klubbens formue. Vi arbejder
på en fordelingsmodel, hvor klubbens medlemmer opnår tilskud til det nye klubtøj.
På tøjudvalgets vegne, Jesper
Forslaget blev uddybet af Jesper Torp og Peter Rudbæk fra tøjudvalget, og det blev præciseret, at forslaget
til generalforsamlingen gik på, om medlemmerne ønsker, at en del af formuen bruges på cykeltøj.
Kassereren knyttede yderligere den kommentar, at medlemmerne modsat skal være villige til at melde sig
som hjælpere til mtb-løbet, som gør det muligt for klubben at give tilskud til tøjet.
Herefter var der lejlighed til at stille spørgsmål.
Forslaget blev vedtaget.

Ad 5: Fastlæggelse af kontingent
Bestyrelsens forslag om at bibeholde kontingentet på 400 kr. blev vedtaget.

Ad 6: Valg af formand Søren Lerche
Bestyrelsen foreslog genvalg. Dirigenten spurgte, om der var andre kandidater. Det var ikke tilfældet, og
Søren Lerche modtog genvalg.

Ad 7: Valg af bestyrelsessuppleant
Bestyrelsen foreslog genvalg. Dirigenten spurgte, om der var andre kandidater. Det var ikke tilfældet, og
der var genvalg til Leon Stokholm.

Ad 8: Valg af revisor og revisorsuppleant
Bestyrelsen foreslog genvalg af Arne Skov Jensen som revisor. Der var ikke andre kandidater, og han
accepterede valget. Som revisorsuppleant blev Ole Papsø genvalgt.

Ad 9: Eventuelt
Leon Enemark og Per Krog meldte sig som nye medlemmer til ruteudvalget.

Herefter afsluttedes generalforsamlingen.

Silkeborg den 5. november 2018

Søren Lerche, Formand 
Søren Nystrup, Kasserer 
Bodil Ulsøe-Hansen, Sekretær